For de voksne, der har pådraget sig en kompleks hjerneskade, og for de børn og unge, der har alvorlig synsnedsættelse, er der tilstrækkeligt udbud af højt specialiserede tilbud ude i kommunerne. Det er Socialstyrelsens vurdering, efter kommunerne har meldt ind til styrelsen, hvilke højt specialiserede tilbud de har til netop disse to grupper af borgere.

Med evalueringen af kommunalreformen kom der politisk fokus på at undgå, at kommunerne mistede viden om og tilbud til grupper med særlige behov. Derfor blev alle Folketingets partier i november 2013 enige om at sikre en kvalificeret indsats for grupperne. Bl.a. blev der oprettet en national koordinationsstruktur i Socialstyrelsen, og samtidig fik Socialstyrelsen mulighed for at pege på målgrupper, hvor der er behov for øget koordination eller planlægning på tværs af kommunerne og regionerne for at sikre og videreudvikle den mest specialiserede indsats.

Den første centrale udmelding, hvor Socialstyrelsen bad kommunerne om at se på specifikke målgrupper og melde tilbage med deres udbud af tilbud, blev foretaget 1. november 2014. På baggrund af kommunernes afrapporteringer på de to første udmeldinger om ”Voksne med kompleks erhvervet hjerneskade” og ”Børn og unge med alvorlig synsnedsættelse” vurderer Socialstyrelsen, at der – ud over de rette specialiserede tilbud – også sker den fornødne koordination og planlægning om målgrupperne på tværs af kommunerne i regionerne.

Jeg er rigtig glad for, at Socialstyrelsen vurderer, at der er et tilstrækkeligt antal højt specialiserede løsninger for voksne med kompleks erhvervet hjerneskade.

- Børne- og socialminister Mai Mercado

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

”Der har været stor bekymring for, om der på hjerneskadeområdet er tilstrækkeligt med specialiserede indsatser og tilbud, der passer til borgernes behov. Jeg er derfor rigtig glad for, at Socialstyrelsen vurderer, at der er et tilstrækkeligt antal højt specialiserede løsninger for voksne med kompleks erhvervet hjerneskade. Med det gode udgangspunkt kan kommunerne sørge for, at borgeren får den rette indsats i et højt specialiseret tilbud.”

Det er helt afgørende, at børn og unge med synshandicap får de nødvendige specialiserede undervisningstilbud, så de kommer videre i deres uddannelse.

- Undervisningsminister Merete Riisager

Undervisningsminister Merete Riisager siger:

”Det er helt afgørende, at børn og unge med synshandicap får de nødvendige specialiserede undervisningstilbud, så de kommer videre i deres uddannelse. Jeg er tilfreds med, at kommunerne har fokus på netop den indsats, men fremadrettet skal vi også være opmærksomme på behovet for efteruddannelse og understøttelse af faglige netværk, så vi lokalt skaber de bedst mulige forudsætninger for den enkelte med synshandicap.”

Socialstyrelsen vil i 2. halvår 2017 følge op på de to centrale udmeldinger for at afdække, om de relativt mange højt specialiserede tilbud, som kommunerne tilbage i 2013 og 2014 har brugt til målgrupperne, fortsat her i 2017 er højt specialiserede tilbud til målgruppen.

I forhold til den centrale udmelding på synsområdet vil Socialstyrelsen i samarbejde med Undervisningsministeriet have fokus på sammenhængen på tværs af regionerne, så der fremadrettet er en dynamisk udvikling af de højt specialiserede indsatser og videndeling på området.

Fakta:

  • Den nationale koordinationsstruktur, som skal sikre vigtig specialiseret viden og kompetencer på det mest specialiserede social- og specialundervisningsområdet, indeholder blandt andet:
  • Socialstyrelsen overvåger udviklingen i målgrupper, tilbud og ydelser. Overvågningsfunktionen skal gradvist skabe et nationalt overblik over de mest specialiserede målgrupper, tilbud og indsatser
  • Socialstyrelsen har kompetence til at udmelde målgrupper og/eller særlige indsatser, hvor der er behov for øget koordination eller planlægning på tværs af kommunerne og regionerne for at sikre og videreudvikle den mest specialiserede indsats. Udmeldingerne drøftes med et fagligt råd.
  • Kommunalbestyrelserne i hver region skal som led i rammeaftalerne afrapportere til Socialstyrelsen, hvordan kommunerne vil tilrettelægge og organisere indsatsen i forhold til de centralt udmeldte målgrupper og indsatser.
  • Socialstyrelsen har en call-in-beføjelse, som indebærer, at styrelsen kan anmode kommunalbestyrelserne i hver region om at foretage en fornyet behandling af afrapporteringerne.
  • Socialstyrelsen har desuden beføjelse til at give driftspålæg, som indebærer, at en kommune eller region pålægges et driftsansvar, og tilbudsstrukturen på området dermed fastlægges af
  • Socialstyrelsen. Beføjelsen forudsættes kun anvendt undtagelsesvist i helt særlige tilfælde.

Sidst opdateret: 20. marts 2017