Integrationsgrunduddannelsen (IGU) er en 3-årig forsøgsordning, som skal sikre mulighed for arbejde og opkvalificering for flygtninge, hvis kvalifikationer og produktivitet endnu ikke står mål med kravene på det danske arbejdsmarked. Ansættelsen er midlertidig og skal udgøre en trædesten til det ordinære arbejdsmarked.

Målgruppen for IGU er flygtninge, der haft opholdstilladelse i Danmark i under fem år. Personen skal være mellem 18 og 40 år og må forud for sin ansættelse i IGU ikke have været ordinært ansat på virksomheden. Det er i orden, hvis flygtningen har været i virksomhedspraktik.

Et IGU-forløb varer to år og består af både praktik på en virksomhed og uddannelse. Uddannelsesdelen skal vare i 20 uger á 37 timer i gennemsnit over hele forløbet. Det vil sige, at udlændingen i løbet af IGU-forløbet samlet skal gennemføre 740 timers uddannelse.

Sidst opdateret: 15. maj 2017